8. september 2026
I mange år har forskning i svær overvægt haft fokus på at udvikle effektive interventioner til vægttab, men for at forbedre sundheden på lang sigt har vi brug for ny viden om biologien bag vægttab og om, hvordan vægttab kan fastholdes.
Årets prismodtagere har bidraget med ny evidens på dette område – viden der allerede har forbedret vores forståelse af sundt vægttab. Deres arbejde kan i sidste ende være med til at forme fremtidens behandling af svær overvægt, som er en voksende sundhedsudfordring globalt og forbundet med øget risiko for bl.a. type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og visse former for kræft.
Modtagerne er udvalgt af et uafhængigt, internationalt bedømmelsesudvalg, og priserne overrækkes i november på DSAFs årsmøde, hvor Danmarks førende stemmer inden for forskning i svær overvægt mødes.
”I DSAF er vi meget glade for igen at have mulighed for at anerkende to banebrydende forskere inden for feltet med disse priser, som er blevet muligt i samarbejde med Novo Nordisk Fonden. Årets modtagere afspejler tydeligt formålet med priserne, nemlig at fejre videnskabelig excellence og inspirere til fortsat forskning og innovation til gavn for mennesker, der lever med svær overvægt,” siger Carsten Dirksen, forperson for DASFs bestyrelse.
”Udvælgelsen af netop disse to forskere understreger også den exceptionelt høje kvalitet af den forskning i svær overvægt, der udføres i det danske videnskabelige miljø – noget som også blev særligt fremhævet af det internationale bedømmelsesudvalg. Vi ønsker begge vindere tillykke og ser meget frem til at fejre deres resultater og følge den fortsatte betydning af deres forskning i de kommende år.”
Signe Sørensen Torekov, professor i translationel metabolisme ved Københavns Universitet, modtager Flemming Quaade Prize for Outstanding Obesity Research 2026 for sin forskning i, hvordan vægttab kan fastholdes over tid. Prisen tildeles for hendes omfattende videnskabelige arbejde og internationale gennemslagskraft, hendes ambitiøse forskningsprogram samt hendes lederskab inden for dansk forskning i svær overvægt.

Torekovs forskning har givet central indsigt i udfordringerne med at fastholde vægttab på lang sigt og i de biologiske, adfærdsmæssige og hormonelle mekanismer, der påvirker, hvorfor mange tager på igen efter et vægttab. Hendes resultater har bidraget til ændringer i behandlingsstrategier for svær overvægt verden over.
Med de midler, der følger med prisen, vil Torekov undersøge, hvordan motion genopretter kommunikationen mellem kroppen og hjernen. Hun vil blandt andet se på, om motion styrker aktiviteten i de områder af hjernen, der er med til at regulere appetit og belønning. Målet er at blive klogere på de biologiske mekanismer, der gør, at motion kan hjælpe med at forhindre, at man tager på igen efter et vægttab.
”Det er en stor ære for mig at modtage Flemming Quaade Prize for Outstanding Obesity Research. Denne anerkendelse fra et internationalt ekspertpanel er en enorm påskønnelse af mit forskningsteams og mine kollegers fælles indsats. Jeg er taknemmelig for muligheden for at bidrage til en dybere forståelse af svær overvægt og i sidste ende være med til at forbedre sundheden og livskvalitet på lang sigt,” siger Torekov.
Lærke Smidt Gasbjerg, tenure track adjunkt og forskningsgruppeleder ved Københavns Universitet og Center for Klinisk Metabolismeforskning på Gentofte Hospital, modtager Early Career Obesity Research Award 2026 for sit arbejde med at fremme forståelsen af, hvordan mave-tarm-hormoner regulerer stofskiftet og energibalancen. Prisen anerkender hendes innovative forskning, forskningsledelse og potentiale til at forme fremtidens forskning i svær overvægt.

Gasbjergs arbejde har særligt kastet nyt lys over tarmhormonet GIP. Hun har klarlagt hormonets rolle i reguleringen af blodsukker, fedtvævsfunktion og kroppens energibalance og har udviklet nye redskaber til at studere GIP-receptoren hos mennesker. Midlerne fra prisen vil finansiere et projekt hvor Gasbjerg undersøger de mekanismer, der er på spil i behandlinger af svær overvægt, der retter sig mod både GIP og et andet tarmhormon, GLP-1.
”I de seneste år har vi opnået stadig større forståelse af biologien bag regulering af kropsvægt og vægttab. Mit yndlingshormon, GIP, ser ud til både at være involveret i reguleringen og have terapeutisk potentiale. Det er en ære at modtage denne pris for vores arbejde, og jeg ser frem til de muligheder, den giver. I vores næste studie vil vi undersøge, hvordan glukose fordeles i den menneskelige krop, når GIP-baseret behandling kombineres med GLP-1,” siger Gasbjerg.
The Flemming Quaade Prize for Outstanding Obesity Research blev uddelt første gang i 2025 og er ledsaget af en million kroner, hvoraf 900.000 kroner går til ny forskning og 100.000 kroner er en personlig pris. Novo Nordisk Fondens Early Career Obesity Research Award, som ligeledes blev uddelt første gang i 2025, ledsages af 500.000 kroner til forskning i en toårig periode.
Formålet med priserne er at styrke dansk forskning i svær overvægt ved at anerkende både erfarne forskningsledere og fremtidens talenter. Det er et uafhængigt, internationalt bedømmelsesudvalg, der har udvalgt prismodtagerne.
Årets modtagere bliver hædret ved DASFs årsmøde den 6. november 2026 i Nyborg, hvor de præsenterer deres forskning.
Dansk Selskab for Adipositasforskning (DSAF) blev grundlagt i 1984 med det formål at fremme forskning, undervisning og forståelse af svær overvægt. Selskabet repræsenterer dansk forskning internationalt og bidrager til at forebygge og afhjælpe konsekvenserne af svær overvægt i den danske befolkning.
Novo Nordisk Fonden blev etableret i 1924 som en dansk erhvervsdrivende fond, der støtter videnskabelige, humanitære og sociale formål. Fondens vision er at fremme menneskers sundhed samt samfundets og planetens bæredygtighed. Fonden arbejder for at styrke forskning og innovation inden for forebyggelse og behandling af kardiometaboliske sygdomme samt infektionssygdomme. Derudover søger den at bidrage til udvikling af viden og løsninger, der understøtter den grønne omstilling af samfundet.